To anmeldelser om drugging på Hjallerup Marked

Der har været 76 sager om narkotika på dette års marked mod 74 sidste år.

Det har været et travlt Hjallerup Marked for Nordjyllands Politi. 

Foruden en anmeldelse om voldtægt, der indløb torsdag aften klokken 23, har der været en enkelt sag om blufærdighedskrænkelse og to sager om mulig drugging.

Altså sager hvor en person har fået stoffer i deres drikkevarer mod deres vilje.

- Der kører vi det fulde sagsforløb. Hvis stofferne er der, kan de være flygtige, så derfor har vi udtaget blodprøver, lyder det fra vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Kenneth Ginnerup.

Mange narkosager

Derudover har der været en del markedsgæster, der har villet feste med andet end bare alkohol i blodet. Politiet har i hvert fald haft travlt med sager om narkobesiddelse.

- Det har været hash og kokain, og så har vi en person, der er blevet sigtet for videresalg. Han havde otte poser på sig med det, vi forventer, er kokain. Men det skal lige omkring retskemisk institut og testes, siger vicepolitiinspektøren.

Derudover blev en patruljebil raseret af en 19-årig mand, der er blevet sigtet for hærværk. Han erkendte sig skyldig og har fået en bøde og et erstatningskrav fra politiet.

Alt i alt er det blevet til 76 sager mod 74 sager sidste år.

- Man skal tænke på, at det med 250.000 gæster er større end Roskilde Festival. Så der kommer nogle sager, det ved vi, der gør. Selvom det har været travlt har det været i nogenlunde niveau med sidste år, siger Kenneth Ginnerup.

Sagen om voldtægt bliver stadig efterforsket, og derfor kan politiet ikke sige meget om den, andet end at det er sket i forbindelse med markedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland